Tillæg om billetsalg

Version 2026-10-17

Dette tillæg gælder, når din forening bruger billetsalg i Foreningsstyring. Det supplerer abonnementsvilkårene og databehandleraftalen. Ved uoverensstemmelse går dette tillæg forud for billetsalg. Foreningsstyring drives af Nahbo ApS, CVR 45880583 ("Nahbo").

1. Sælger

Foreningen sælger billetter i eget navn og for egen regning. Aftalen om billetten indgås alene mellem foreningen og køberen. Nahbo er ikke part i den og leverer kun det tekniske system.

2. Betaling

Betalinger går direkte fra køberen til foreningens egen aftale med MobilePay eller Stripe. Nahbo modtager, opbevarer og udbetaler ikke billetbeløb og er ikke betalingsformidler. Foreningen har sit eget kundeforhold til betalingsudbyderen og er underlagt dennes vilkår, reserver og afgørelser.

3. Fuldmagt

Foreningen giver Nahbo fuldmagt til at oprette betalinger og refusioner via foreningens egne konti hos betalingsudbyderne efter foreningens instruks, fx når foreningen aflyser et arrangement og vælger "Refundér alle", eller når en køber bruger det selvbetjente refusionslink ved en flytning.

4. Refusion og aflysning

Foreningen afgør og gennemfører refusion efter gældende ret. Aflyses et arrangement, refunderes som minimum hele billetprisen inden 14 dage. Flyttes et arrangement, kan køberen vælge refusion.

5. Chargebacks og svig

Chargebacks og svig håndteres mellem foreningen og dens betalingsudbyder.

6. Foreningens pligter

Foreningen sørger for:

  • lovlige arrangementer og korrekte oplysninger, herunder foreningens navn, adresse og kontakt-e-mail,
  • egne købsbetingelser (en skabelon stilles til rådighed),
  • totalpris inkl. eventuel moms og intet kortgebyr,
  • moms og skat,
  • indsamlingstilladelse fra Indsamlingsnævnet, hvis donation ved billetkøb bruges,
  • Koda og Gramex,
  • aldersgrænser og alkohol,
  • intet lodsalg, tombola, bingo eller andet spil. Online lotteri kan ikke gøres lovligt for en forening (spilleloven), og systemet må ikke bruges til det.

7. Gebyr

4 kr + 2 % inkl. moms pr. betalt billet til ikke-medlemmer. Billetter til medlemmer og én gæstebillet pr. medlemskøb er gebyrfri. Gebyret faktureres månedligt bagud på foreningens abonnement og lægges aldrig oven i køberens pris. Refunderede billetter krediteres. Indsigelse mod klassifikationen som medlem eller ikke-medlem kan gøres inden 30 dage efter fakturaen. Ændringer af gebyrsatsen varsles med 60 dage, og foreningen kan da opsige billetsalget.

8. Skadesløsholdelse

Foreningen holder Nahbo skadesløs for krav fra købere, myndigheder og tredjemand, der udspringer af foreningens arrangementer, betingelser, refusionspraksis eller lovbrud.

9. Ansvarsbegrænsning

Nahbo er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder tabt billetsalg, driftstab og udgifter til arrangementer. Nahbos samlede ansvar er begrænset til de gebyrer og det abonnement, foreningen har betalt de seneste 12 måneder, dog mindst 10.000 kr. Begrænsningen gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed.

10. Reserveprocedure

Foreningen skal have en reserveprocedure for adgangskontrol, hvis scanneren eller nettet svigter ved døren, fx en printet gæsteliste fra systemet.

11. Betalingsnøgler

Foreningen bruger nøgler til MobilePay og Stripe med mindst mulige rettigheder og roterer dem ved mistanke om læk. Begge parter underretter straks hinanden ved mistanke om misbrug.

12. Moderation og ændringer

Nahbo kan suspendere en forenings billetsalg ved begrundet mistanke om svig, ulovligt indhold eller manglende refusion. Foreningen får en begrundelse og kan klage til Nahbo, som behandler klagen hurtigst muligt. Enhver kan indberette ulovligt indhold via indberetningssiden (kontaktpunkt efter forordningen om digitale tjenester, DSA). Ændringer af dette tillæg varsles med mindst 15 dage; ved væsentlige ændringer skal foreningen acceptere den nye version, før næste billetsalg kan slås til.

13. Persondata

Foreningen er dataansvarlig for køberne. Nahbo er databehandler efter databehandleraftalen, som også dækker billetkøbere, venteliste, donorer og sponsorkontakter.